Cirrhopetalum Elizabeth Ann ”Buckleberry” Af Thomas Widen.
I mit drivhus har jeg en Cirrhopetalum Elizabeth Ann ”Buckleberry”. Den gror på en stor klods, mere præcist en af disse knuder man af og til ser på birketræer. Her trives den fint, er vokset godt til de sidste år og præsentere et fantastisk flor igen og igen.
I 2010 blev den kåret som vinder af Prinsesse Benedikte’s vandrepokal, en høj ære for en hybrid må jeg sige, men det er altså et solidt stykke hybridarbejde der er lavet. Planten har kraftigt vækst når først den får fat og har endnu ikke smidt så meget som et blad. Når den blomstre er det et utroligt syn der kan tage pusten fra mig. Kort sagt har man fået de bedste egenskaber fra begge forældre hvilket vel er formålet med at lave et kryds (Cirrhopetalum longissimum x Cirrhopetalum rothschildeanum).
Helt sikkert en orkide jeg nyder og som jeg varmt kan anbefale hvis man skulle have lyst til en primær hybrid der nærmest kræver opmærksomhed når den blomster.
God Vækst
Thomas Widén
I 2010 blev den kåret som vinder af Prinsesse Benedikte’s vandrepokal, en høj ære for en hybrid må jeg sige, men det er altså et solidt stykke hybridarbejde der er lavet. Planten har kraftigt vækst når først den får fat og har endnu ikke smidt så meget som et blad. Når den blomstre er det et utroligt syn der kan tage pusten fra mig. Kort sagt har man fået de bedste egenskaber fra begge forældre hvilket vel er formålet med at lave et kryds (Cirrhopetalum longissimum x Cirrhopetalum rothschildeanum).
Helt sikkert en orkide jeg nyder og som jeg varmt kan anbefale hvis man skulle have lyst til en primær hybrid der nærmest kræver opmærksomhed når den blomster.
God Vækst
Thomas Widén
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------
En hel familie i et halvt kloakrør. Af Thomas Widén.
En dag for et par år siden, sad jeg og kiggede i en af mine orkide bøger ”Botaneca’s Orchids” et fint lille opslagsværk med foto og tekst omhandlende 1200 arter, det er dog ikke alle fotos der er lige gode hvad min historie også bæger præg af, men stadig en fin bog.
Da jeg nåede til ”E” faldt jeg over Embreea rodigasiana , hold da op!! Det var godt nok en sær og underlige blomst, den kunne være sjov at prøve. Der var ikke meget tekst, men da stod da at den groede i våd tågeskov…..Nå..den skal altså holdes fugtig året rundt. Det måtte jeg lige tænke lidt over da jeg stort set har alle mine orkideer på diverse klodser og ikke bryder mig specielt meget om potter. Efter et par ligegyldige ideer endte det med at jeg tog et kloakrør med en diameter på 50 cm og ca 80 cm i højden. Det delte jeg på langs med en vinkelsliber så jeg stod tilbage med 2 halvdele der kunne bruges til noget. Den ene halvdel blev sat i skuret og så gik jeg og min søn Anton i gang med at ”sy” grodanplader på indersiden af det halvmåneformede rør. Vi havde i forvejen borede en hulens masse små huller og surrede det hele sammen med plastikbelagt ståltråd. Midt i røret monterede jeg så et lille plateau også af grodanplader, her skulle planten startes op. Det var vigtigt at planten sad midt i det 80 cm høje rør da den blomstre lige som Stanhopea…så var der plads til planten opad og blomsterne nedad. Hele ideen var at røret på indersiden skulle blive levende med mos, bregner osv, og at orkideen så med tiden kunne sætte rødder helt ud i bagvæggen.
Så skulle planten bare findes, dem der kender mig ved alt om mit kendskab til PC og internet, jeg er helt og aldeles tabt på gulvet, og har det pragtfuldt på denne måde!
Min lokale ”plantepusher” er ferm på nettet, jeg tror at han fandt den i Holland, eller Legoland, men hjem kom den, og så op på sin ”klods”. Det er nu 3. sæson planten bor i røret, mos og bregner har bredt sig og orkideen trives fint, på trods af nogle lidt kedelige brune pletter. Men i år lagde den an til blomstring, jeg var spændt på at se denne bizarre blomst jeg havde set i min bog. Tiden gik og blomsterstænglerne blev ca. 25 cm lange, men knopperne vokser sig enorme…..jeg syntes at de er helt fantastiske. Da de åbnede sig og afslørede en nogenlunde alm. Blomst i forhold til billede i bogen var jeg ikke skuffede. Jeg vil til enhver tid dyrke planten bare for knopperne, og da den står solo som art er det da sjovt at have en hel familie i et halvt kloakrør.
God Vækst
Thomas Widén
Click here to edit.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Den blomstrer hvert andet år. Af Claus P.E. Clausen
For mange år siden erhvervede jeg hos Eilif Rasmussen i LFOK en orkidé med lange kødede stængler og to rækker modstillede blade op ad stænglen. Jeg fik at vide, at det var en jordorkidé, som mistede bladene om vinteren, hvor den skulle stå helt tørt og lyst og først vandes igen, når det nye skud om foråret var 5 cm. Om sommeren skulle den til gengæld vandes og gødes godt og holdes skygget. Det var en Thunia marshalliana, og den har fulgt mig lige siden, hvad der siger noget om dens levedygtighed. Den har haft en tendens til at blomstre ca. hvert andet år, vel nok fordi den ikke har haft de bedste forhold. Jeg dyrker den i en lerpotte, så får den ikke så let overbalance, og i almindelig bark/kokos kompost, og følger i øvrigt Eilifs anvisninger.
Senere anskaffede jeg mig en Thunia alba, som jeg har dyrket på nogle år uden at se den blomstre. Den er noget mindre end T. marshalliana, ellers ser de ens ud.
I sommer oplevede jeg så at se dem begge blomstre samtidig og var så naturligvis spændt på om blomsterne adskilte sig fra hinanden, for mange anser de to for at være den samme art. T. alba blev beskrevet af Reichenbach f. i 1852 og den blev typeplante for slægten, som tæller 6 arter. T. marshalliana beskrev han i 1877 som en selvstændig art. De stammer begge fra Sydøstasien, hvor de gror i 1000 – 2300 m. højde på jord eller klipper. Forskellen i beskrivelserne af arterne er væsentligst størrelsen.
Min T. marshalliana sprang først ud med 7 blomsterskafter og rigtig mange blomster. De er hængende og folder sig ikke helt ud, men er ganske store. Petaler og sepaler er helt hvide mens læben, som er rørformet, er orange. T. alba fik også hvide blomster, men læben var citrongul. I øvrigt lignede de hinanden. Så der er nok tale om samme art.
Som en ekstra bonus blev T. marshalliana bestøvet og dannede flere frøkapsler. Og for nu at være helgarderet satte forrige års stængler flere små keikier i spidsen af stænglen. Så kan det vist ikke gøres bedre.
Den blomstrer hvert andet år. Af Claus P.E. Clausen
For mange år siden erhvervede jeg hos Eilif Rasmussen i LFOK en orkidé med lange kødede stængler og to rækker modstillede blade op ad stænglen. Jeg fik at vide, at det var en jordorkidé, som mistede bladene om vinteren, hvor den skulle stå helt tørt og lyst og først vandes igen, når det nye skud om foråret var 5 cm. Om sommeren skulle den til gengæld vandes og gødes godt og holdes skygget. Det var en Thunia marshalliana, og den har fulgt mig lige siden, hvad der siger noget om dens levedygtighed. Den har haft en tendens til at blomstre ca. hvert andet år, vel nok fordi den ikke har haft de bedste forhold. Jeg dyrker den i en lerpotte, så får den ikke så let overbalance, og i almindelig bark/kokos kompost, og følger i øvrigt Eilifs anvisninger.
Senere anskaffede jeg mig en Thunia alba, som jeg har dyrket på nogle år uden at se den blomstre. Den er noget mindre end T. marshalliana, ellers ser de ens ud.
I sommer oplevede jeg så at se dem begge blomstre samtidig og var så naturligvis spændt på om blomsterne adskilte sig fra hinanden, for mange anser de to for at være den samme art. T. alba blev beskrevet af Reichenbach f. i 1852 og den blev typeplante for slægten, som tæller 6 arter. T. marshalliana beskrev han i 1877 som en selvstændig art. De stammer begge fra Sydøstasien, hvor de gror i 1000 – 2300 m. højde på jord eller klipper. Forskellen i beskrivelserne af arterne er væsentligst størrelsen.
Min T. marshalliana sprang først ud med 7 blomsterskafter og rigtig mange blomster. De er hængende og folder sig ikke helt ud, men er ganske store. Petaler og sepaler er helt hvide mens læben, som er rørformet, er orange. T. alba fik også hvide blomster, men læben var citrongul. I øvrigt lignede de hinanden. Så der er nok tale om samme art.
Som en ekstra bonus blev T. marshalliana bestøvet og dannede flere frøkapsler. Og for nu at være helgarderet satte forrige års stængler flere små keikier i spidsen af stænglen. Så kan det vist ikke gøres bedre.
Thunia marshalliana |
Thunia alba |